Det er efterhånden blevet en allemandsret at ”få” anerkendelse
af kollegaer, ledelse og sågar af vores partnere. I hvert fald italesættes
anerkendelsen ofte(st), som noget vi skal have serveret med jævne mellemrum, som
en slags benzin, der skal få os til at yde mere eller overhovedet yde.
Men den slags anerkendelse, der kan ”fås” bærer præmissen
om, at anerkendelse er noget, vi giver, og den er misforstået i pædagogisk og
relationel sammenhæng. Anerkendelse handler ikke om at rose eller på anden måde
fremhæve nogen, men nærmere om at fremhæve noget.
Vi er i det seneste årti blev mødt med anerkendende
pædagogikker, appreciative inquiries og anerkendende tilgange en masse, og alle
har de det til fælles, at de handler om at opbygge relationer, hvori det at vise anerkendelse og give udtryk for sin værdsættelse er et
naturligt og bærende element. Anerkendelsen i denne sammenhæng handler om
måden, vi er på, det, vi siger og det, vi gør, og derigennem om at fremme den
grundlæggende tryghedsfølelelse i de relationer, vi færdes i. Anerkendelse handler
om empati, indlevelse, om at tale opmærksomt og om at lytte. Og det kan
ikke diskuteres eller anfægtes, at det er en god idé.
Men når medarbejdere beder om at få mere anerkendelse er det et sygdomstegn. Ikke desto mindre er det et meget kendt fænomen.
I ”Højskolelærerens 10 bud” (se nedenfor) leder Erik Lindsø
os på sporet af diagnosen. Han siger nemlig, at en højskolelærer må forstå, at
vedkendelse er vigtigere end anerkendelse. Dette kunne gælde andre lærere også. Vedkendelsen sætter os overfor
hinanden og ikke over og under hinanden. Det
vigtigste bliver på den måde skolen og dens projekt, som vi alle kendes ved og
i mindre grad den enkelte lærer.
Det ”syge” består i den individualiserering af
medarbejderstaben, der afsløres af efterspørgslen på anerkendelse. Den er
nemlig vidne om en manglende fælles orientering mod skolens ærinde. Enten har
medarbejderne ikke ejerskab af eller kendskab til skolens vision, eller også er
den ikke tilstrækkeligt meningsfyldt formuleret og operationaliseret.
Når vi beder om anerkendelse, siger vi mellem linierne, at vi
er kede af, at vi ikke er bliver set eller hørt. Vi betvivler, at det vi
udretter er vigtigt, og at det gør en forskel. Vi siger også ”se mig”, fordi vi
måske føler, at andre bliver set mere end os, og, uden vi vil det, udvikles et
magtforhold, hvor de, der har modtaget ”anerkendelser”, ganske ufrivilligt,
kommer til at tromle ind over de, der ikke har. Det skaber dumme uligheder.
Hvis vi vedkender os skolen som fælles projekt
(underforstået, at den er det!), forstår vi også, at vi alle er betydningsfulde
brikker i puslespillet. Vi tilmelder os og deltager i skolefælleskabet, og når
skolen rykker, føler VI os anerkendt.
