Tag en slapper MED og ikke FRA dine tanker

Om tænkepauser og kognitiv inkubationstid.

Jeg bliver nogle gange stresset af alt det, jeg ikke ved! Men hver gang jeg prøver at læse mig klogere, kommer jeg til at tænke...

Det er et frygteligt dilemma, når jeg læser. Skal jeg følge sin tankestrøm eller ignorere den for at sluge indholdet at bogen - Og hvad bliver man egentlig mest oplyst af? Læse lidt, tænke meget eller læse meget, tænke lidt?

Læse meget, tænke meget, kan jeg ikke nå...

Flere gange daglig støder jeg på nye bøger, artikler, blogs, konferencer, kurser og andet relevant indenfor læring, undervisning, pædagogik, didaktik, psykologi og alle andre fagområder i hvis krydsfelt, jeg som lærer og sprogpsykolog befinder mig. Der findes så meget spændende hele tiden, og det bliver kastet i hovedet på mig med en så høj kadence, at jeg ikke når en tusindedel. Ulæste bøger i min reol hober sig op. De griner af mig og hvisker til hinanden, at de ved noget, jeg ikke ved.

Jeg klamrer mig imellemtiden til Piet Heins gruk: "At vide hvad man ikke ved, er en slags alvidenhed". I hans optik må jeg være ret så alvidende, for jeg synes, der er virkelig meget, jeg ved, jeg ikke ved.

Bøgerne de ved selv, hvornår de vil læses. Det er som om, de står dér og venter på det øjeblik, hvor de bliver nyttige og aktuelle, og så springer de ud i hænderne på mig. Så læser jeg nogle sider, og så kommer jeg til at tænke mig om. Mine associationer løber af sted med mig som en slags tankefission. Det skal man passe på med. Nogle gange passer jeg så meget på, at jeg får læst en hel bog.

Da jeg læste på universitetet, var jeg ikke lige så god til at passe på, og jeg fik aldrig læst mit pensum til fulde i nogen fag, fordi jeg undervejs kom til at tænke på, hvad det mon betød, det der stod. Jeg indrømmede det aldrig, for det, der havde værdi, var oftest, hvor meget man læste og ikke så meget, hvad man tænkte om det, man læste.
Vi tæller altid pensum. Vi har læst 380 ns. Nuvel, men min slags hjerne godtager ikke præmissen om jo flere læste sider, jo klogere. Man bliver også klogere af bare at introspicere - gå på opdagelse i egne tanker og lægge mærke til deres nuancer.

Et andet perspektiv finder jeg i en gren af kreativietsforskningen. Her taler man om inkubationstid. Inkubationstiden forbindes med kreative kognitive processer og udgør fundamentet for overhovedet at kunne få gode idéer, løse vanskelige problemstillinger eller opfinde noget. Hvis ikke vi får eller tager inkubationstid, så kommer vi aldrig til illuminationsfasen. Der, hvor brikkerne falder på plads, vi føler os oplyste og inspirerede, og hvor idéerne hænger som perler på en snor.

Tankerne spænder ben for og infiltreres i hinanden, hvis de ikke får tid til at finde vej ud.

Derfor har jeg besluttet at indlægge flere pauser. Pauser til tankefriløb. Pauser til at fordøje. Og pauser til at lægge mærke til og forstå mine egne tanker. Altså ikke pauser fra tankerne, som nogen siger, men pauser med tankerne. 

Multitasking gør os dummere

For nogle er multitasking en dyd, for andre en nødvendighed og for os alle en virkelighed, vi må dagligt forholder os til og mærker konsekvenserne af. Vi tror, vi klarer det hele på den halve tid, men sagen er en anden. Multitasking er en illusion, og den har konsekvenser for vores kognition, vores effektivitet, vores koncentrationsevne, vores hukommelse og vores velbefindende.

Vi bliver konstant fyldt med informationer, som vi skal navigere i og sortere i brugbart og ikke-brugbart. Vores smartphone sidder i forlængelse af vores hånd, og de fleste føler sig nøgne uden den. Den er blevet vores schweiziske fold-ud-kniv af funktioner, som gør det muligt at ordne hvad som helst hvor som helst, og det gør vi så. Vi fylder selv de mindste pauser ud.  Vi skriver en besked, mens vi går ned af gaden, vi besvarer en e-mail, mens vi står i kø, og mens vi sidder i et middagsselskab tjekker vi ud, hvad vores andre venner eller deres venner laver. Nogle gange svarer vi endda på en mail, mens vi taler i telefon eller sender en sms, mens vi fører en samtale.

Vi føler, at vi får et kick af at ordne en masse ting hurtigt. Og det gør vi sådan set også. Når vi multitasker, belønner hjernen os med små dopaminudløsninger. Vi springer hele tiden, mere eller mindre ubevidst, fra den ene opgave til den anden for at finde nye stimuli. Vi skaber en trang til at svare telefonen, når den ringer, sende en sms, lave en statusopdatering, skrive en e-mail, tjekke noget ud på internettet etc. Alt sammen løser vi på et splitsekund på vores smartphone, som vi samtidigt har fået et afhængighedsforhold til.

At multitaske er med andre ord slik for hjernen. Vi løser en masse sukkerovetrukne opgaver og vinger punkterne på vores to-do-liste af i takt med, at vi bliver højere og højere af alt det, vi har udrettet. Men der er en bagside af medaljen. Forskning har afsløret en række konsekvenser ved multitasking.

Forsker i neurologi, Earl Miller, forklarer, at når vi tror, vi gør mange ting på samme tid, så skifter vi egentlig bare fra den ene aktivitet til den næste meget hurtigt. Og hver gang vi gør det, har det konsekvenser for vores måde at tænke og percipere på.

For det første øger multitasking produktionen at stresshormonet cortisol, der fremprovokerer de velkendte ”flight-or-fight”-reaktioner, overstimulerer hjernen og medfører sløret og uklar tænkning.

For det andet har det vist sig, at de kognitive tab ved at multitaske er større end ved at ryge hash. På lige fod med cannabinolen i hash forstyrrer og forringer multitasking vores kognitive færdigheder, herunder vores hukommelse og evne til at fordybe og koncentrere os.

For det trejde svækker multitasking vores dømmekraft. Når vi mulitasker tager vi hele tiden en masse beslutninger. Skal jeg svare på den her e-mail, eller skal jeg ikke? Hvordan skal jeg svare på denne her e-mail? I hvilken mappe skal jeg gemme det her dokument? Skal jeg overhovedet gemme det? Skal jeg fortsætte med det, jeg er i gang med eller et af de andre 10 vinduer, jeg har åben på min skærm?

At tage beslutninger slider på de mentale ressourcer, og det viser sig, at små beslutninger slider ligeså meget som store. I værste fald bruger vi så mange ressourcer på konstant at tage små beslutninger, at vi ender med at tage dårlige beslutninger om noget, der var vigtigt.

I praksis handler det især om den måde at kommunikere på, som er blevet hverdag for flertallet. De mest markante karaktertræk er, at vi er tilgængelige hele tiden, og at vi konstant bliver bombarderet med forhold, vi skal tage beslutninger om.

De fleste vil nok kunne genkende e-mails, som en væsenlig tids- og ressourcerøver. Vi føler os forpligtede til at svare e-mails samtidigt med, at det virker uoverskuligt både at få dem besvaret med en vis kvalitet og få ordnet alt det andet, vi skal nå. Inden vi er nået i bund, er nye beskeder og opgaver poppet op, og vi ender som Sisyfos.

Vi får en fornemmelse af, at vi ordner en masse, og det gør vi for så vidt også, men det er på bekostning at vores effektivitet og fordybelse i den aktivitet, vi var i gang med. Vi bliver mere ineffektive, fordi vi også bruger tid på at ordne forhold, som, før vi åbnede mailen, ikke var vigtige eller relevante for os, og vi mister dybden i vores arbejde, fordi vi bruger vores mentale energi på at tænke lidt på meget i stedet for at tænke meget på lidt.

Før i tiden skulle der mere til at sende en besked. At skrive et brev, putte det i en konvolut og sende det tog så tilpas lang tid, at vi kun ville gøre det, hvis beskeden var af særlig vigtig art. I modsætning til dette muliggør e-mailens karakter, at vi skriver hvad som helst ned, som popper op i vores bevidsthed og trykker send.

En anden side af det er, at vi er blevet mindre høflige i forhold til, hvad det er, vi beder andre om. Det, der kan tage 30 sek. at formulere i en e-mail, kan for modtageren koste mange dyrebare minutter, timer eller dage. Tag som eksempel denne mail til en lærer: … Kan du ikke lige tage en snak med min datter, hun virker ked af at gå i skole. Det kunne også være dejligt at få lidt redskaber til at få hende motiveret… E-mails kan på ingen tid gøre listen af arbejdsopgaver uoverskuelig. På en eller anden måde er e-mails samtidigt blevet et medie til at sende beskeder, som er for svære, uhøflige og besværlige at overlevere personligt eller over telefonen.

Det har førhen været sådan, at de forskellige tilgængelige medier var velegnede til forskellige kommunikationssituationer, og sådan er det på mange punkter stadig. Når vi åbner en rudekuvert, er vi sjældent i tvivl om indholdet. Når vi til gengæld åbner vores mail-box, ved vi ikke, om vi skal forvente et underholdende indslag, en reklame, en faktura, en ”to do”, noget livsnødvendigt eller noget irrelevant.

Dette sætter store krav til vores kategoriseringsevner og resulter i beslutningsoverload. Enhver e-mail kræver en beslutning: Skal jeg svare på den? Hvis ja, så nu eller senere? Hvis nej, hvilke konsekvenser har det så for mig socialt, økonomisk eller arbejdsmæssigt. Går jeg glip af noget, hvis jeg ikke svarer med det samme?

Breve kommer med posten en gang om dagen og har været flere dage undervejs, og som naturlig følge deraf, forventes det ikke, at vi reagerer med det samme. Vi kan vente, til der er tid eller lyst. Mails kommer hele tiden, døgnet rundt. Langt de fleste af dem kræver en handling af os: Se den her video, svar på den her anmodning, udfyld den her doodle, svar på det her spørgsmål eller smid i ”papirkurven”. 

For nogle, især den yngre generation, er e-mails allerede passé. Her foregår kommunikationen via sms, Facebook, snaps etc. Udover at have mange af de samme karakteristika som mailen, står disse kommunikationsformer endnu stærkere, når det handler om at fange vores opmærksomhed. Sms’er, eksempelvis, nærmest springer os i øjnene på vores telefon, så snart de er blevet sendt og kræver øjeblikkeligt vores opmærksomhed og stillingtagen. Hvad skal jeg svare? Og hvis jeg ikke svarer, hvad er så konsekvenserne? En ubesvaret sms kan virke direkte afvisende eller fornærmende på afsenderen, og for nogen eksisterer der en så stærk social eksklusionsangst, at de ikke bare føler sig forpligtede til at svare, men nødt til det og afhængige af det. Afhængigheden forstærkes yderligere af dopaminbelønningerne for at have afsluttet en opgave, og vores limbiske system skriger indeni os på mer’, mer’, mer’!

Mens jeg har skrevet dette indlæg har jeg: Tjekket min mail og besvaret de mest presserende, rullet ned over Facebook og liket og kommenteret de vigtigste steder samt ønsket nogen tillykke, jeg ikke engang vidste havde fødselsdag. Tjekket mit arbejdes intrasystem for ikke at gå glip at noget, selvom jeg har fri. Skrevet to-do-lister for ikke at glemme alt det, der undervejs poppede op. Ordnet legeaftaler for mine børn og clearet hente-, bringesituation i eftermiddag.

Desuden har jeg en dej over til boller til ungerne i eftermiddag, kikærterne koger, så de er klar til humus i aften, og jeg er i gang med at gøre rent i flere rum samtidigt. Jeg har også været i kælderen tre gange. Hver gang med en nyopdaget ”opgave” med op. Kartofler, der skal lægges til spirring og vasketøj, der skal lægges sammen. Først trejde gang huskede jeg, hvad det var, jeg var gået derned for…. Bryllupsinvitationerne.

Jeg skuler over til min to-do-liste, tager en dyb indånding og en slurk af kaffen. Jeg mærker trangen til at tjekke min telefon, Facebook – bare et eller andet - inden jeg læser korrektur og retter denne tekst til…

  

Indlægget er delvist baseret på en artikel af Daniel J. Levitin i The Guardian 18.jan 2015

Karakterer = Selvværd

For nylig postede jeg på min FB-side en artikel om karakterer. Den gjorde os opmærksomme på, at karakterer generelt ikke har den motiverende effekt, som de har rygte for at have. Tværtimod gør de små tal mange elever stressede og usikre. Artiklen fortalte os også, at en ny undersøgelse peger på, at børn fra karakterfri skoler klarer sig lige så fint som andre børn.

I dag mærkede og så jeg i min klasse, hvordan karakterer påvirker især pigerne.

Vi er i 10.klasse, og vi er på en efterskole. I fremlæggelser af elevernes egne produktioner af kortfilm bliver det tydeligt, at karakterræset har en stor plads i ungernes bevidsthed. Flere grupper vælger at lave historier om piger, der ikke føler, de slår til. De pakker det ind i fortællinger om ufølsomme forældrenes forventninger om 12-taller og viser pigernes liv bag værelsesdøren, hvor deres søgen mod det perfekte kulminerer i sammenbrud og selvskade.

Jeg åbner snakken om det med karaktererne og spotter i deres italesættelser, at de sætter lighedstegn mellem deres karakterer, og hvad de er værd som mennesker. Identifikationen er klart størst hos pigerne, men også drengene rør på sig.

På tavlen skriver jeg "KARAKTERER = SELVVÆRD" og behøver ikke engang spørge, om nogen kender til regnestykket. Tårerne i øjnene taler for sig selv.

Jeg tegner en kanyle og forklarer, hvordan gode karakterer er et drug, der på lige fod med ros, anerkendelse, nyt tøj, præstationener og andre euforiserende stoffer kan gøre os afhængige. Jeg streger lighedstegnet over og siger stille: "I er så fine, som I er".

Vi må holde en pause, hvor der krammes og nusses blandt pigerne. Jeg havde ramt plet.

En pige går efter mig og giver også mig et kram. "Tak," siger hun. En dreng smiler og fortæller mig, at han føler sig lettet.

Karakterer kan godt noget, og de er fine til at angive et fagligt niveau på en givent tidspunkt ud fra nogle på forhånd givne kriterier. Denne definition af karakterne vil jeg arbejde på, at eleverne kender.
For det gjorde ondt på mig at se pigerne bryde sammen, for det var det, de gjorde.