 |
For nogle er
multitasking en dyd, for andre en nødvendighed og for os alle en virkelighed, vi
må dagligt forholder os til og mærker konsekvenserne af. Vi tror, vi
klarer det hele på den halve tid, men sagen er en anden. Multitasking er en
illusion, og den har konsekvenser for vores kognition, vores effektivitet,
vores koncentrationsevne, vores hukommelse og vores velbefindende.
Vi bliver konstant fyldt med informationer, som vi skal navigere
i og sortere i brugbart og ikke-brugbart. Vores smartphone sidder i forlængelse
af vores hånd, og de fleste føler sig nøgne uden den. Den er blevet vores
schweiziske fold-ud-kniv af funktioner, som gør det muligt at ordne hvad som
helst hvor som helst, og det gør vi så. Vi fylder selv de mindste pauser ud. Vi skriver en besked, mens vi går ned af
gaden, vi besvarer en e-mail, mens vi står i kø, og mens vi sidder i et
middagsselskab tjekker vi ud, hvad vores andre venner eller deres venner laver.
Nogle gange svarer vi endda på en mail, mens vi taler i telefon eller sender en
sms, mens vi fører en samtale.
Vi føler, at vi får et kick af at ordne en masse ting hurtigt.
Og det gør vi sådan set også. Når vi multitasker, belønner hjernen os med små
dopaminudløsninger. Vi springer hele tiden, mere eller mindre ubevidst, fra den
ene opgave til den anden for at finde nye stimuli. Vi skaber en trang til at svare telefonen,
når den ringer, sende en sms, lave en statusopdatering, skrive en e-mail,
tjekke noget ud på internettet etc. Alt sammen løser vi på et splitsekund på
vores smartphone, som vi samtidigt har fået et afhængighedsforhold til.
At multitaske er med andre ord slik for hjernen. Vi løser en
masse sukkerovetrukne opgaver og vinger punkterne på vores to-do-liste af i
takt med, at vi bliver højere og højere af alt det, vi har udrettet. Men der
er en bagside af medaljen. Forskning har
afsløret en række konsekvenser ved multitasking.
Forsker i neurologi, Earl Miller, forklarer, at når vi tror,
vi gør mange ting på samme tid, så skifter vi egentlig bare fra den ene
aktivitet til den næste meget hurtigt. Og hver gang vi gør det, har det
konsekvenser for vores måde at tænke og percipere på.
For det første øger multitasking produktionen at
stresshormonet cortisol, der fremprovokerer de velkendte ”flight-or-fight”-reaktioner,
overstimulerer hjernen og medfører sløret og uklar tænkning.
For det andet har det
vist sig, at de kognitive tab ved at multitaske er større end ved at ryge hash.
På lige fod med cannabinolen i hash forstyrrer og forringer multitasking vores
kognitive færdigheder, herunder vores hukommelse og evne til at fordybe og
koncentrere os.
For det trejde svækker multitasking vores dømmekraft. Når vi
mulitasker tager vi hele tiden en masse beslutninger. Skal jeg svare på den her
e-mail, eller skal jeg ikke? Hvordan skal jeg svare på denne her e-mail? I
hvilken mappe skal jeg gemme det her dokument? Skal jeg overhovedet gemme det?
Skal jeg fortsætte med det, jeg er i gang med eller et af de andre 10 vinduer,
jeg har åben på min skærm?
At tage beslutninger slider på de mentale ressourcer, og det
viser sig, at små beslutninger slider ligeså meget som store. I værste fald bruger vi så mange ressourcer på konstant at tage små beslutninger, at vi ender med
at tage dårlige beslutninger om noget, der var vigtigt.
I praksis handler det især om den måde at kommunikere på,
som er blevet hverdag for flertallet. De mest markante karaktertræk er, at vi er tilgængelige hele tiden, og at vi konstant bliver bombarderet med forhold, vi skal tage beslutninger om.
De fleste vil nok kunne genkende e-mails, som en væsenlig tids-
og ressourcerøver. Vi føler os forpligtede til at svare e-mails samtidigt med,
at det virker uoverskuligt både at få dem besvaret med en vis kvalitet og få
ordnet alt det andet, vi skal nå. Inden vi er nået i bund, er nye beskeder og
opgaver poppet op, og vi ender som Sisyfos.
Vi får en fornemmelse af, at vi ordner en masse, og det gør vi for så vidt også, men det er på bekostning at vores effektivitet og fordybelse i den aktivitet, vi var i gang med. Vi bliver mere ineffektive, fordi vi også bruger tid på at ordne forhold, som, før vi åbnede mailen, ikke var vigtige eller relevante for os, og vi mister dybden i vores arbejde, fordi vi bruger vores mentale energi på at tænke lidt på meget i stedet for at tænke meget på lidt.
Før i tiden skulle der mere til at sende en besked. At
skrive et brev, putte det i en konvolut og sende det tog så tilpas lang tid, at
vi kun ville gøre det, hvis beskeden var af særlig vigtig art. I modsætning til
dette muliggør e-mailens karakter, at vi skriver hvad som helst ned, som popper
op i vores bevidsthed og trykker send.
En anden side af det er, at vi er blevet mindre høflige i
forhold til, hvad det er, vi beder andre om. Det, der kan tage 30 sek. at
formulere i en e-mail, kan for modtageren koste mange dyrebare minutter, timer eller dage. Tag som eksempel denne mail til en lærer: … Kan du ikke lige tage en snak med min
datter, hun virker ked af at gå i skole. Det kunne også være dejligt at få lidt
redskaber til at få hende motiveret… E-mails kan på ingen tid gøre listen
af arbejdsopgaver uoverskuelig. På en eller anden måde er e-mails samtidigt
blevet et medie til at sende beskeder, som er for svære, uhøflige og besværlige
at overlevere personligt eller over telefonen.
Det har førhen været sådan, at de forskellige tilgængelige
medier var velegnede til forskellige kommunikationssituationer, og sådan er det
på mange punkter stadig. Når vi åbner en rudekuvert, er vi sjældent i tvivl om
indholdet. Når vi til gengæld åbner
vores mail-box, ved vi ikke, om vi skal forvente et underholdende indslag, en
reklame, en faktura, en ”to do”, noget livsnødvendigt eller noget irrelevant.
Dette sætter store krav til vores kategoriseringsevner og
resulter i beslutningsoverload. Enhver e-mail kræver en beslutning: Skal jeg
svare på den? Hvis ja, så nu eller senere? Hvis nej, hvilke konsekvenser har
det så for mig socialt, økonomisk eller arbejdsmæssigt. Går jeg glip af noget,
hvis jeg ikke svarer med det samme?
Breve kommer med posten en gang om dagen og har været flere
dage undervejs, og som naturlig følge deraf, forventes det ikke, at vi reagerer
med det samme. Vi kan vente, til der er tid eller lyst. Mails kommer hele
tiden, døgnet rundt. Langt de fleste af dem kræver en handling af os: Se den
her video, svar på den her anmodning, udfyld den her doodle, svar på det her
spørgsmål eller smid i ”papirkurven”.
For nogle, især den yngre generation, er e-mails allerede
passé. Her foregår kommunikationen via sms, Facebook, snaps etc. Udover at have
mange af de samme karakteristika som mailen, står disse kommunikationsformer
endnu stærkere, når det handler om at fange vores opmærksomhed. Sms’er, eksempelvis,
nærmest springer os i øjnene på vores telefon, så snart de er blevet sendt og
kræver øjeblikkeligt vores opmærksomhed og stillingtagen. Hvad skal jeg svare?
Og hvis jeg ikke svarer, hvad er så konsekvenserne? En ubesvaret sms kan virke
direkte afvisende eller fornærmende på afsenderen, og for nogen eksisterer der
en så stærk social eksklusionsangst, at
de ikke bare føler sig forpligtede til at svare, men nødt til det og afhængige
af det. Afhængigheden forstærkes yderligere af dopaminbelønningerne for at have
afsluttet en opgave, og vores limbiske system skriger indeni os på mer’, mer’, mer’!
Mens jeg har skrevet dette indlæg har jeg: Tjekket min mail og
besvaret de mest presserende, rullet ned over Facebook og liket og kommenteret de
vigtigste steder samt ønsket nogen tillykke, jeg ikke engang vidste havde
fødselsdag. Tjekket mit arbejdes intrasystem for ikke at gå glip at noget,
selvom jeg har fri. Skrevet to-do-lister for ikke at glemme alt det, der
undervejs poppede op. Ordnet legeaftaler for mine børn og clearet hente-, bringesituation
i eftermiddag.
Desuden har jeg en dej over til boller til ungerne i
eftermiddag, kikærterne koger, så de er klar til humus i aften, og jeg er i gang
med at gøre rent i flere rum samtidigt. Jeg har også været i kælderen tre gange.
Hver gang med en nyopdaget ”opgave” med op. Kartofler, der skal lægges til
spirring og vasketøj, der skal lægges sammen. Først trejde gang huskede jeg,
hvad det var, jeg var gået derned for…. Bryllupsinvitationerne.
Jeg skuler over til min to-do-liste, tager en dyb indånding
og en slurk af kaffen. Jeg mærker trangen til at tjekke min telefon, Facebook –
bare et eller andet - inden jeg læser korrektur og retter denne tekst til…
Indlægget er delvist baseret
på en artikel af Daniel J. Levitin i The Guardian 18.jan 2015
