Om tænkepauser og kognitiv inkubationstid.
Jeg bliver nogle gange stresset af alt det, jeg ikke ved! Men hver gang jeg prøver at læse mig klogere, kommer jeg til at tænke...
Det er et frygteligt dilemma, når jeg læser. Skal jeg følge sin tankestrøm eller ignorere den for at sluge indholdet at bogen - Og hvad bliver man egentlig mest oplyst af? Læse lidt, tænke meget eller læse meget, tænke lidt?
Læse meget, tænke meget, kan jeg ikke nå...
Flere gange daglig støder jeg på nye bøger, artikler, blogs, konferencer, kurser og andet relevant indenfor læring, undervisning, pædagogik, didaktik, psykologi og alle andre fagområder i hvis krydsfelt, jeg som lærer og sprogpsykolog befinder mig. Der findes så meget spændende hele tiden, og det bliver kastet i hovedet på mig med en så høj kadence, at jeg ikke når en tusindedel. Ulæste bøger i min reol hober sig op. De griner af mig og hvisker til hinanden, at de ved noget, jeg ikke ved.
Jeg klamrer mig imellemtiden til Piet Heins gruk: "At vide hvad man ikke ved, er en slags alvidenhed". I hans optik må jeg være ret så alvidende, for jeg synes, der er virkelig meget, jeg ved, jeg ikke ved.
Bøgerne de ved selv, hvornår de vil læses. Det er som om, de står dér og venter på det øjeblik, hvor de bliver nyttige og aktuelle, og så springer de ud i hænderne på mig. Så læser jeg nogle sider, og så kommer jeg til at tænke mig om. Mine associationer løber af sted med mig som en slags tankefission. Det skal man passe på med. Nogle gange passer jeg så meget på, at jeg får læst en hel bog.
Da jeg læste på universitetet, var jeg ikke lige så god til at passe på, og jeg fik aldrig læst mit pensum til fulde i nogen fag, fordi jeg undervejs kom til at tænke på, hvad det mon betød, det der stod. Jeg indrømmede det aldrig, for det, der havde værdi, var oftest, hvor meget man læste og ikke så meget, hvad man tænkte om det, man læste.
Vi tæller altid pensum. Vi har læst 380 ns. Nuvel, men min slags hjerne godtager ikke præmissen om jo flere læste sider, jo klogere. Man bliver også klogere af bare at introspicere - gå på opdagelse i egne tanker og lægge mærke til deres nuancer.
Et andet perspektiv finder jeg i en gren af kreativietsforskningen. Her taler man om inkubationstid. Inkubationstiden forbindes med kreative kognitive processer og udgør fundamentet for overhovedet at kunne få gode idéer, løse vanskelige problemstillinger eller opfinde noget. Hvis ikke vi får eller tager inkubationstid, så kommer vi aldrig til illuminationsfasen. Der, hvor brikkerne falder på plads, vi føler os oplyste og inspirerede, og hvor idéerne hænger som perler på en snor.
Tankerne spænder ben for og infiltreres i hinanden, hvis de ikke får tid til at finde vej ud.
Derfor har jeg besluttet at indlægge flere pauser. Pauser til tankefriløb. Pauser til at fordøje. Og pauser til at lægge mærke til og forstå mine egne tanker. Altså ikke pauser fra tankerne, som nogen siger, men pauser med tankerne.
