onsdag den 29. oktober 2014

Peter Plys' tanker om tanker



De to gode venner her er på sporet af en vigtig pointe, når det kommer til kommunikation i alle afskygninger, nemlig den, at ingen ord kan dække tanker, som de fremstår inde i os som en stor kompliceret blanding af billeder, lyde, fornemmelser, stemninger og følelser.

Samtidig peger teksten på en anden vigtig pointe, nemlig den, at vi, ligesom Grislingen, dømmer hinanden på, hvad vi siger og derigennem tillægger ordene langt større værdi og giver dem større troværdighed, end de egentlig har.

Ordene er lumske, fordi de på den ene side ikke er til at stole på. På den anden side er de bærere af så stor betydning, at de kan ændre vores verdensbilleder, vores relationer og vores liv. Vi husker alle ord, ytringer eller samtaler, der har været afgørende for os.

"Ordet skaber, hvad det nævner" siger Grundtvig, og ord har i mange sammenhænge en næsten ubehagelig stor magt..

Pas på dem, ordene, de betyder alt og intet. 


tirsdag den 28. oktober 2014

Tanker om tanker

OM TANKESTRØMME

Vi siger tit, at vi må lære vores elever "at tænke selv". Vi spørger nogen om, hvad de tænker på. Vi tænker efter eller igennem. Vi går i tænkeboks og nytænker. Men hvad er tænkning egentlig for en størrelse?

Om tænkning kan man sige, at det er en ligeså naturlig ting som at trække vejret, eller som at blodet cirkulerer rundt i vores kroppe. Vi tænker hele tiden. “Thought goes on”, siger William James. Netop fordi tænkningen er en så automatiseret del af vores mentale liv, kan den være svær at tale om. På trods af det er der gennem tiden blevet sagt meget om emnet. 

Jeg tager her mit afsæt i den tænkning, der foregår hele tiden, og som beskrives som tankestrømme “Principles of psychology” af William James.

Inden jeg beskriver begrebet tankestrømme, vil jeg bede dig om undervejs at gå introspektivt til værks. Altså at se ind i dig selv og iagttage dine tanker, mens du læser om dem. På den måde kan du i dig selv opleve eksempler på det, jeg skriver om. 

I “Principles of Psychology” beskriver James, hvordan der hele tiden foregår tanke-aktivitet: “The fact for us, then, as psychologists, is that some sort of thinking goes on”. Denne fortløbende mentale aktivitet kalder han for tankestrømme. 

Når James nævner, at “thinking goes on” mener han, at den foregår i hvert af vores vågne øjeblikke og tilføjer, at det er noget, som vi ikke er herrer over. Tankestrømmen beskrives som noget, der flyder, en kompliceret blanding af billeder, lyde, fornemmelser, stemninger og følelser, der opleves som en helhed. James benævner disse helheder tankeobjekter, og det som opmærksomheden ikke er centreret omkring for bræmmen . 

James har bemærket forskellige egenskaber ved tankestrømmen. Han ridser dem groft op således:

Ethvert tankeobjekt tilhører en personlig bevidsthedDerfor anses det for helt elementært af James, at vi undlader at benytte begrebet én tanke og i stedet angiver hvis tanker, der er tale om: “it seems as if elementary psychic fact were not thought or this thought or that thought, but my thought every thought being owned ”. Når vi mener eller siger, at vi forstår hinanden gør vi det altså grundlæggende ikke, fordi de tanker, der opstår i mig er mine og ikke kan "overleveres" til dig.

Indenfor hver personlig bevidsthed er tankeobjekterne altid under forandring. Der findes således ikke varige, permanente idéer. Det er muligt, at det er den samme genstand, vi tænker på, men vores forestillinger findes kun, når vi har dem. Hver gang, vi tænker på det samme igen, dukker en ny version frem. Desuden vil et tankeobjekt, når det svinder bort, ved at det afløses at noget nyt, bevares i bræmmen af det, der kommer. Som følge af dette vil det, der opleves som et pludseligt indtryk, altid opleves som en helhed sammen med det, der var umiddelbart før det, der indtraf. 

Indenfor hver personlig bevidsthed opleves tankeobjekterne altid som indbyrdes sammenhængende. James’ nævner i sin "elementære lov om association", at: “Når to elementære hjerneprocesser har været aktive sammen eller i umiddelbar følge af hinanden, så vil den ene af dem - når den optræder igen - være tilbøjelig til at fremkalde sin uro i den anden.” Således hænger tankeobjekterne ikke blot sammen, men har tilbøjelighed til at hænge sammen på måder, hvor de vanemæssigt er knyttet til hinanden.

Tankestrømmen er interesseret i visse dele af tankeobjekterne med udelukkelse af andre og byder velkommen eller forkaster - vælger blandt delene, med andre ord - mens tænkningen foregår. Dette træk forhindrer os i at drukne i alle de indtryk, vi får fra omverdenen. Vi fravælger personligt og aktivt det meste at det, der viser sig for os. 

Desuden er vi bundter af vaner, som James formulerer det. Dette indebærer også vores tankestrømme og vores sproglige aktiviteter. Desuden vil de mentale aktiviteter, der er blevet gentaget mange gange, forevige sig selv. Således vil vi have en tendens til at tænke, føle, tale og agere, som vi plejer. De vaner, vi meget tidligt har lært “by heart”, er så indprentet i os, at de er dominerende for vores handlen, selvom vi ikke har nogen bevidst erindring om dem.

Men kan de slå slet ikke ændres? Jo, man kan. For vanerne, der ligger som nedtrampede "stier" i vores hjerne, ligger nemlig under for en hvis plasticitet, som kan beskrives som evnen til at kunne ændre sig. Vanerne har således en vis eftergivenhed, der gør det muligt at ændre dem ved vedholdende gentagelse og kontinuitet af det, der så bliver en ny vane. Jo stærkere en vane er, jo flere gentagelser af den nye vane skal der selvsagt til at denne automatiseres.

I enhver undervisningpraksis er viden om tankevirksomhed uundværlig. Jo mere du ved om, hvordan elevernes og dine egne tanker fungere og påvirkes, jo bedre vil du kunne tilrettelægge din undervisning, så der rent faktisk opstår læring. For vores tanker er i konstant konkurrence med hinanden. 
Prøv bare at tænke på, hvor mange gange dine "fløj væk", mens du læste dette. 
Måske fordi du fik associationer, eller måske fordi du vanemæssigt fravalgte noget af teksten, fordi den ikke interesserede dig. En ting er i hvert fald sikkert: At du tænkte noget, men lagde du mærke til, hvad det var?




onsdag den 15. oktober 2014

"Undskyld, jeg tog jeres tid."


REFLEKSIONER OM LIGE DELTAGELSE

For nylig blev jeg sendt tilbage i tid, tilbage til dengang jeg selv gik i skole. Og jeg vil gerne sige "undskyld!". Hvordan det hænger sammen, vender jeg tilbage til.

En pige fra 10. klasse på den efterskole, hvor jeg jobber, kom til mig i slutningen af en dansktime og spurgte mig, om hun, ligesom i folkeskolen, ville få standpunktskarakterer for, hvor meget hun sagde i timerne. "Nej!!! - bestemt ikke", svarede jeg rungende. "Du får karakterer for dit faglige niveau"."Det var også det, jeg mente", sagde hun og afslørede dermed sin forståelse af det faglige niveau som værende mængden af det, der er blevet sagt. Hun var bekymret, fordi hun ikke var typen, der sagde noget foran hele klassen.
Det gjorde ondt i mit lærerhjerte, fordi det ramte ind i en sandhed, som lever i bedste velgående, og som stiller de ekstroverte bedre end de introverte. Hvorfor er det kun alt det, der kan tælles, ses og høres, der har værdi?

Det kan ikke lade sig gøre, at hun selv har fundet på den forståelse. Nogen må have sat hende på sporet af den. Måske er hun stødt på "der sidder et godt hoved på dig, du skal bare sige noget mere"-klassikeren, eller måske har hun bare utallige gange i klassen oplevet håndsopræknings-konkurrencen på nærmeste hold, og med årene har fundet ud af, at det ikke kan betale sig at være med i den. Jo flere, der rækker hånden op, jo mindre chance (eller risiko!) for at blive hørt.

Selvfølgelig skal man "sige noget", men da ikke hvad som helst og ikke når som helst. Meget undervisning foregår på den måde, at læreren stiller et spørgsmål, og eleverne rækker hånden op, hvis de kan svare. Nu er disse elever i skarp og direkte konkurrence om, hvem der får lærerens opmærksomhed og får lov til at svare. Isabella og Caroline, I kender dem nok, sidder med hver deres strakte arm med dirrende finger klistret til øret, som alle deres klassekammerater også gjorde de første skoleår. De har udviklet et læringsrivalindeforhold. Bliver den ene spurgt, taber den anden. Den bekymrede pige fra før har for længst droppet kapløbet. Hendes inkubationstid er nemlig meget længere end Isabella og Carolines, og hun har ikke sit svar klar, før de for længst har høsten lærerens anerkendelse.

Det er ikke i orden, at pigen her bekymrer sig. Hun er introvert og stille, og det er fint. Hun skal ikke nødvendigvis sige noget foran hele klassen. Det er forbundet med stort ubehag for hende, og det modarbejder det vi gerne vil som lærere, nemlig at eleverne har positive konnotationer til læring og er glade og motiverede, når de kommer til time. Et klasserum uden elevernes (næsten) lige deltagelse skaber en survival of the fittest-kultur, som er alt for tilfældig, som kun er gunstig for få og som efterlader ALT for mange elever med store faglige ambitioner og kompetencer i stikken. I værste fald mister de motivationen. Det viser flere aktuelle forskningsresultater. Fra 5. klasse går det ned af bakke.

Derfor er der alt mulig grund til, at læreren i langt størstedelen af tiden bestemmer, hvem der siger hvad og hvornår, og sørger for, at alle for taletid. To og to, i teams eller i hele klassen - alt afhængigt af eleven. Det lyder måske både svært og lidt firkantet, og det er det faktisk også. I hvert fald til at starte med. Men med tiden vokser eleverne i det. De stille elever begynder at folde sig ud, blomstre og kunne lide faget, fordi de tager ejerskab og fordi, de hører sig selv italesætte deres ellers tavse viden og begynder at tro på, at de er og kan noget. Isabella og Caroline protesterer højlydt, og insisterer på at få den taletid og lærerrespons, de er blevet afhængige af, og som de endnu ikke har indset, de har stjålet fra de andre i årevis. De opdager, at det er givtigt at lytte, og at de lærer lige så meget ved at høre på andre.

At dele taletiden mellem sig er ikke noget eleverne kan forventes at forvalte på egen hånd. Det kunne jeg heller ikke i 9.klasse. Mit motto var: "Ræk hånden op, når du ved noget, så bliver du aldrig spurgt, når du ikke ved noget". Jeg rakte hele tiden hånden op, og jeg blev spurgt hele tiden. Jeg var et sludrechatol, og jeg stjal mine kammeraters tid. Jeg løb med de gode karakterer, og jeg havde ikke (altid) fortjent dem. Undskyld! Tommy, Kasper, Lone, Malene og alle jer andre. Men jeg vidste ikke bedre.

Det gør jeg nu, og jeg anser det for min opgave og mit ansvar at lave læringsaktiviteter i klassen, hvor den bekymrede pige, ligesom enhver af de 25 andre, trives og kan foldes sit potentiale ud. Høje, lave, tykke, tynde, ekstroverte, introverte, dit datter og min søn...

At nørde i "fællesskabende klasseledelse" med rødder i Cooperative Learning er et af mine tungest skyts i kampen om at nå og værne om alle typer elever.

Hvis du har lyst til at følge med i mit underviserunivers, så se mere på:

http://læringslaboratoriet.dk/velkommen

Eller på facebook:

https://www.facebook.com/pages/Læringslaboratorietdk/753301004721499