"Undskyld, jeg tog jeres tid."

REFLEKSIONER OM LIGE DELTAGELSE

For nylig blev jeg sendt tilbage i tid, tilbage til dengang jeg selv gik i skole. Og jeg vil gerne sige "undskyld!". Hvordan det hænger sammen, vender jeg tilbage til.

En pige fra 10. klasse på den efterskole, hvor jeg jobber, kom til mig i slutningen af en dansktime og spurgte mig, om hun, ligesom i folkeskolen, ville få standpunktskarakterer for, hvor meget hun sagde i timerne. "Nej!!! - bestemt ikke", svarede jeg rungende. "Du får karakterer for dit faglige niveau"."Det var også det, jeg mente", sagde hun og afslørede dermed sin forståelse af det faglige niveau som værende mængden af det, der er blevet sagt. Hun var bekymret, fordi hun ikke var typen, der sagde noget foran hele klassen.
Det gjorde ondt i mit lærerhjerte, fordi det ramte ind i en sandhed, som lever i bedste velgående, og som stiller de ekstroverte bedre end de introverte. Hvorfor er det kun alt det, der kan tælles, ses og høres, der har værdi?

Det kan ikke lade sig gøre, at hun selv har fundet på den forståelse. Nogen må have sat hende på sporet af den. Måske er hun stødt på "der sidder et godt hoved på dig, du skal bare sige noget mere"-klassikeren, eller måske har hun bare utallige gange i klassen oplevet håndsopræknings-konkurrencen på nærmeste hold, og med årene har fundet ud af, at det ikke kan betale sig at være med i den. Jo flere, der rækker hånden op, jo mindre chance (eller risiko!) for at blive hørt.

Selvfølgelig skal man "sige noget", men da ikke hvad som helst og ikke når som helst. Meget undervisning foregår på den måde, at læreren stiller et spørgsmål, og eleverne rækker hånden op, hvis de kan svare. Nu er disse elever i skarp og direkte konkurrence om, hvem der får lærerens opmærksomhed og får lov til at svare. Isabella og Caroline, I kender dem nok, sidder med hver deres strakte arm med dirrende finger klistret til øret, som alle deres klassekammerater også gjorde de første skoleår. De har udviklet et læringsrivalindeforhold. Bliver den ene spurgt, taber den anden. Den bekymrede pige fra før har for længst droppet kapløbet. Hendes inkubationstid er nemlig meget længere end Isabella og Carolines, og hun har ikke sit svar klar, før de for længst har høsten lærerens anerkendelse.

Det er ikke i orden, at pigen her bekymrer sig. Hun er introvert og stille, og det er fint. Hun skal ikke nødvendigvis sige noget foran hele klassen. Det er forbundet med stort ubehag for hende, og det modarbejder det vi gerne vil som lærere, nemlig at eleverne har positive konnotationer til læring og er glade og motiverede, når de kommer til time. Et klasserum uden elevernes (næsten) lige deltagelse skaber en survival of the fittest-kultur, som er alt for tilfældig, som kun er gunstig for få og som efterlader ALT for mange elever med store faglige ambitioner og kompetencer i stikken. I værste fald mister de motivationen. Det viser flere aktuelle forskningsresultater. Fra 5. klasse går det ned af bakke.

Derfor er der alt mulig grund til, at læreren i langt størstedelen af tiden bestemmer, hvem der siger hvad og hvornår, og sørger for, at alle for taletid. To og to, i teams eller i hele klassen - alt afhængigt af eleven. Det lyder måske både svært og lidt firkantet, og det er det faktisk også. I hvert fald til at starte med. Men med tiden vokser eleverne i det. De stille elever begynder at folde sig ud, blomstre og kunne lide faget, fordi de tager ejerskab og fordi, de hører sig selv italesætte deres ellers tavse viden og begynder at tro på, at de er og kan noget. Isabella og Caroline protesterer højlydt, og insisterer på at få den taletid og lærerrespons, de er blevet afhængige af, og som de endnu ikke har indset, de har stjålet fra de andre i årevis. De opdager, at det er givtigt at lytte, og at de lærer lige så meget ved at høre på andre.

At dele taletiden mellem sig er ikke noget eleverne kan forventes at forvalte på egen hånd. Det kunne jeg heller ikke i 9.klasse. Mit motto var: "Ræk hånden op, når du ved noget, så bliver du aldrig spurgt, når du ikke ved noget". Jeg rakte hele tiden hånden op, og jeg blev spurgt hele tiden. Jeg var et sludrechatol, og jeg stjal mine kammeraters tid. Jeg løb med de gode karakterer, og jeg havde ikke (altid) fortjent dem. Undskyld! Tommy, Kasper, Lone, Malene og alle jer andre. Men jeg vidste ikke bedre.

Det gør jeg nu, og jeg anser det for min opgave og mit ansvar at lave læringsaktiviteter i klassen, hvor den bekymrede pige, ligesom enhver af de 25 andre, trives og kan foldes sit potentiale ud. Høje, lave, tykke, tynde, ekstroverte, introverte, dit datter og min søn...

At nørde i "fællesskabende klasseledelse" med rødder i Cooperative Learning er et af mine tungest skyts i kampen om at nå og værne om alle typer elever.

Hvis du har lyst til at følge med i mit underviserunivers, så se mere på:

http://læringslaboratoriet.dk/velkommen

Eller på facebook:

https://www.facebook.com/pages/Læringslaboratorietdk/753301004721499